onsdag den 12. marts 2014

Pulled Turkey // Trukken Fugl


I lørdags holdt jeg fødselsdag sammen med en veninde - kun ca. 1½ måned før nogen af os reelt har fødselsdag - og idet den ene af de tilstedeværende ikke spiser gris måtte menuen nødvendigvis bestå af noget andet end øf. Der var egentligt en plan for aftenens menu, men så ændrede jeg mening samme formiddag og fandt på noget jeg synes var sjovere; denne trukne fugl. Det er lige så nemt at lave som en pulled pork og jeg har brugt den samme rub, så resultatet i sidste ende var sådan set meget det samme, med den undtagelse at kalkunen grundet sin ringere størrelse ikke behøver nær så meget tid i ovnen.

Pulled Turkey (4 personer)
1 kalkunbryst (ca. 900 g)

Rub bestående af:
4 dele salt 3 dele brun farin 2 dele paprika 1 del røget paprika 1 del spidskommen 1 del chilipulver

Rubben blandes og masseres ind i kalkunen. Det skal gerne stå et par timer i køleskabet inden kalkunen kommer i ovnen. 
Den krydrede kalkun placeres i et ildfast fad med en smule vand i bunden og bages ca. 4 timer ved omkring 125 grader varmluft. Vær opmærksom på at der gerne skal være væske i bunden hele tiden. 
Når tiden er gået tages kalkunen ud og trækkes fra hinanden med to gafler. Hvis der stadig er væske i bunden af fadet så lad det endelig være, det er bare med til at holde kødet saftigt. 

Serveres i sprøde baguettes eller burgerboller med karryketchup, salat og advocado eller som en traditionel pulled pork med coleslaw.
  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar