tirsdag den 21. maj 2013

Måltidsalat med limemarinerede kartofler


Hamburgerryggen lever stadig! Men jeg er stille og roligt ved at få kål på den. Hvad kan man så lære af det? Ja, at en hamburryg er temmelig stor til to personer, men jeg har da fået udfordret min kreativitet, så intet er så galt at det ikke er godt for noget. 
På førstedagen lavede jeg glaseret hamburgerryg, ved at smøre den med sennep og rulle den i brun farin. Ca. en time i ovnen med lidt vand i bunden af fadet og så er den himmelsk. 
På andendagen prøvede jeg noget nyt og kokkerede en omgang mac & cheese med tern af hamburgerryggen, løgbaseret sauce og sprød top.
Tredjedagen gik jeg i en anden retning og fixede os en let måltidssalat. Og således kan man alligevel spise sig igennem sådan en fætter bare to personer og uden at få kedelig og ensforming mad på tredjedagen. 

Måltidssalat (3 personer)
750 g kartofler
3 skiver hamburgerryg
12 cm agurk
1 rødløg
et par håndfulde babyleaves
olivenolie
saft af 1 lime
salt & peber

Kartoflerne skrælles, skæres i mundrette stykker og koges. Imens blandes en marinade af limesaft og olivenolie krydret med salt og peber. Når kartoflerne er møre hældes vandet fra dem og de vendes i marinaden, gerne mens de stadig er lune. De kan sagtens tåle lige at stå en halv times tid på køkkenbordet og køle af.
Rødløget skæres i fine ringe og agurken i tern. Skiverne af hamburgerryg deles ligeledes i tern og blandes med løg og agurk, samt de marinerede kartofler og babyleaves. Serveres herefter. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar