torsdag den 4. april 2013

Trukken Gris


Teknisk set hedder det vel pulled pork, men herhjemme kaldes det altså trukken gris. Og det er noget af en succes. Jeg har lavet det engang før da kæresten havde et par kammerater på besøg, og det er en af de måltider de aldrig glemmer. Så var det også det værd at stå op kl. 8 om morgenen på en højhellig lørdag for at smække den i ovnen. 
Det er grundlæggende bare en nakkefilet som bliver krydret og så ellers står i ovnen indtil den mere eller mindre falder fra hinanden. Man kan nu købe såkaldte pulled pork i større supermarkeder, men jeg anbefaler nu alligevel at man køber en nakkefilt og laver sin egen rub.
Må hellere på forhånd advare om at det her heller ikke er en af den slags ting, man kan lave hvis det lige pludselig slår en at man har lyst til trukken gris. Den kræver ca. 24 timers forberedelse. 

Pulled pork/trukken gris
1 nakkefilet, ca. 2-2½ kg
 
4 dele salt
3 dele brun farin
2 dele paprika
1 del røget paprika
1 del spidskommen
1 del chilipulver

Man starter med at blande ingredienserne til rubben. Derefter gør man det som på godt dansk må siges at massere svinet. Krydderblandingen skal gnides godt ind i nakkefileten. Når den er godt dækket rulles den ind i vita-wrap og hviler i køleskabet natten over.
Næste morgen tænder man så sin ovn på omkring 100 grader og lægger grisen (minus vita-wrappen) i et ovnfast fad med en lille smule vand i bunden. Ind i ovnen med den - der er ingen grund til at vente til ovnen er varm. Her skal grisen stå i en 10-11 timer indtil den har en kernetemperatur på mindst 90 grader. Ideelt set må den gerne komme op omkring de 95 grader. 
Når grisen har den rette kernetemperatur tages den ud af ovnen og plukkes fra hinanden med to gafler. Er den lavet rigtigt skulle den gerne falde fra hinanden uden brug af vold og magt på dette tidspunkt. Hvis man føler for det kan man drysse en smule af rubben over den trævlede gris, men det er en smagssag. 

Serveres i hjemmebagte burgerboller. Det forholder sig oven i købet således at jeg uafhængigt af Ann-Louise bagte burgerboller efter den opskrift hun netop har blogget om her, med et lige så fint resultat. Sammen med burgerbollerne laves en lækker hjemmegjort coleslaw og så har man en sikker succes på hånden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar